Lægeplanter

Ægte Ginseng -Panax quinquefolium er en staude med en kort stængel, der bærer en roset af fingrede blade. Antallet af blade skifter med alderen, sådan at 1-årige planter har ét blad, 2-årige to blade, 3-årige tre blade osv. Hvert blad består af 3-5 småblade. Blomstringen sker efter det 3. år, og blomsterne ses i juni måned. Det blomsterbærende skud er 10-25 cm langt, og det bærer blegt gulgrønne blomster. De postkasse røde frugter indeholder hver to til tre frø.

minimum 10 frø

Løvefod - Alchemilla mollis

En løvfældende, tuedannende staude med opstigende stængler. Bladene er langstilkede med store, sammenvoksede akselblade. Selve bladpladen er nyreformet eller næsten rund med 5, 7 eller 9 foldede lapper. Randen er skarpt savtakket. Oversiden er lyst grågrøn, mens undersiden er en hel del lysere. Begge sider er dunhårede. Blomstringen sker i maj-juni, hvor blomsterne ses i endestillede stande på særlige skud. De enkelte blomster er gulgrønne og små. Frugterne er bittesmå nødder, som modner godt her i landet.

Ikke-synlige træk
Planten breder sig ved hjælp af korte udløbere, og den bliver efterhånden tæppedannende. Rødderne er tætsiddende og trævlede.

Størrelse
0,25 × 0,25 m (25 × 25 cm/år). 9 planter dækker 1 m² på to år.

Hjemsted
Almindelig Løvefod gror på fugtig bund i enge og lyse skove over det meste af Europa inklusive Danmark. minimum 100 frø

Lægestokrose - Althaea officinalis

En flerårig plante som bliver indtil 60-120 cm høj, stauden sætter sart lyserøde blomster med mørklilla støvdragere , og planten blomstrer første år fra frø. Den tiltrækker sommerfugle i stort omfang .

Lægestokrose er en gammel lægeplante som op i gennem tiden har været anvendt for sin slimhindestyrkende effekt - den beskytter og lindre slimhinderne. Stauden skal placeres solrigt og i fugtig jord. Blomstringsperiode maj til september måned.

minimum 60 frø

Navn Latin: Calendula officinalis

Beskrivelse: Blomstringsvillig plante i lysende farver. Blandingen giver forskellige nuancer af gult, abrikos og orange. Smuk i bedet og i køkkenhaven. Velegnet til snit. Blomsterbladene kan spises, og er dekorative i salater og drinks. Trives i næringsrig og veldrænet jord, men er nøjsom. Vandes ved tørke. Klip visne blomster af løbende, så forlænges blomstringsperioden. Sår sig selv, hvis blomsterne får lov at visne ned og frøene udvikles. Planten kan vendes ned som grøngødskning til efteråret.

Frilandssåning: Vand i sårillen før såning. Hold fugtigt, til frøene er spiret. Kan også sås om efteråret for tidlig blomstring næste år.

Farve: blandede

Planteafst cm: 20

Rækkeafst cm: 20

Så-vej: Direkte såning

Højde cm: 50

Levetid: 1-årig

Vækstbetingelse: Sol

Prikbladet perikon - Hypericum perforatum

er en løvfældende staude med en opret, stiv vækst. Bladene er modsatte og helrandede med talrige små, sorte prikker (kirtler). Blomsterne sidder i endestillede kvaste, og de er smørgule og 5-tallige. Hele planten dufter kraftigt af perikon, når man rører ved den.

Rodenettet er kraftigt og dybtgående. Planten indeholder stoffer, der virker depressionsdæmpende.

0,50 x 0,25 m (50 x 5 cm/år).

Planten findes vildtvoksende overalt i danmark. Den hører hjemme på tør og mager bund, hvor den klarer sig fint i konkurrencen med græsser og andre kraftige stauder.

Anvendelse

Prikbladet perikon er velegnet i en anlagt blomstereng. Den er også værdifuld som biplante på grund af den sene blomstring. Og så kan de uudsprungne knopper bruges til at fremstille en smuk og velsmagende kryddersnaps. Planten bruges i naturmedicin som supplement eller erstatning for de såkaldte lykkepiller.

Det tyske farmaceutiske firma Dr. Willmar Schwabe Pharmaceuticals sælger et perikon-ekstrakt som de kalder "WS® 5570", der i kliniske forsøg har vist sig at have en vis effekt i forbindelse med depression.

Sporadisk spirende, Hold frø i konstant fugtighed (ikke vådt) med temperaturer på omkring +20°C Frø skal ikke dækkes, men tryk tæt ind i jorden. Opbevares køligere efter spiring.

Ca 500 frø

Purpur Solhat - Echinacea

Purpur Solhat (Echinacea) stammer fra Nordamerika, hvor indianere i århundreder har brugt planten til behandling af slangebid, insektstik og halsbetændelse, og dens knuste blade er blevet brugt udvortes til langsomt helende sår.
Planten hører til compositae-familien, og den fremkommer udover de 2 mest dyrkede former Echinacea purpurea og Echinacea angustifolia i en lang række former, hvoraf flere lokalt har været anvendt som naturlægemiddel. Purpur solhat har en kraftig rod og talrige siderødder, som holder den 30 – 120 cm høje plante godt i jorden.
Dens stængel er tynd, og bladene er dækket af grove hår. Blomsterstilken ender i en stor kegleformet, gulbrun krone med 12 – 15 rosafarvede kronblade. Den vokser ikke vildt i naturen i Europa, men har længe været dyrket i Mellemeuropa som lægeurt og prydplante.
Som lægemiddel bruger man både roden, bladene og blomsterne til fremstilling af ekstrakt. De aktive indholdsstoffer i planten er bl.a. cikoriesyre, forskellige alkamider og polysakkarider. Toppen af planten har et ekstra højt indhold af cikoriesyre, mens roden overvejende indeholder alkamider. Cikoriesyre og alkamider har en immunstimulerende effekt, og for cikoriesyrens vedkommende er der endvidere påvist en antioxidativ virkning.
Anvendelse af ekstrakt af purpur solhat som immunstimulerende naturlægemiddel/kosttilskud til mennesker har været afprøvet i talrige undersøgelser over hele verden. Cochrane rapporten har samlet undersøgelserne og valideret resultaterne. Der er påvist en signifikant effekt af rød solhat på infektionssygdomme i de øvre luftveje. Samtlige undersøgelser har vist, at der ingen bivirkninger er selv ved høje doser af planteekstrakt.

Ca. 50 frø

Almindelig Agermåne - Agrimonia eupatoria

En flerårig plante med opret stængel, 25-60 cm høj med tætsiddende aflange, lancet-formede, savtakkede, på undersiden, grålådne blade, næsten uden kirtelhår.
Blomster 5-8 mm, gule i askformet klase. Det omkring nødden sammenvoksede bægerrør er besat med en krans af hagebørster. Findes på bakker, vejkanter, diger, skrænter, i krat og i skovkanter, ofte på kalk.
Almindelig overalt i Nord-europa og Storbritannien. Den tørrede urt dufter af abrikos. Urten er opkaldt efter kongen af Pontos, Mithridates Eupator, der var en berømt urtelæge.
minimum 50 frø

Læge-Baldrian - Valeriana officinalis

er en 30-150 cm høj urt, der i Danmark vokser i skove, grøfter og enge. Den ligner Hyldebladet Baldrian, men blomstens kronrør er kun op til 4 millimeter langt og de fjersnitdelte blades endeafsnit er ikke bredere end sideafsnittene. Planten og især jordstænglen indeholder flere aktive stoffer.

Læge-Baldrian er en flerårig, urteagtig plante med opret vækst. Stænglen er ugrenet, svagt furet og glat. Bladene er fjersnitdelte med 11-23 afsnit, hvor det yderste afsnit har samme bredde som de øvrige (sammenlign med Hyldebladet Baldrian). De nederste blade er stilkede, mens de øverste er ustilkede. Afsnittene er ovale eller lancetformede og helrandede eller uensartet savtakkede. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn.

Blomstringen foregår i juli-august, hvor man finder blomsterne samlet i endestillede kvaste, der tilsammen danner halvskærmagtige stande. Blomsterne er regelmæssige og 5-tallige med sammenvokset kronrør og lyserøde til hvide flige. Frugterne er nødder med det omdannede bæger som fnok.
Minimum 100 frø

Djævelsbid - Succisa pratensis

er en 25-60 cm høj urt, der i Danmark vokser eksempelvis på enge og overdrev. Arten er velegnet i haver og er en gammel lægeplante, som har været kendt siden det 4. århundrede.

Djævelsbid er en løvfældende flerårig urt med en roset af aflange, elliptiske grundblade. Fra rosetten vokser det op til 50 cm lange blomsterskud frem. Det er flere gange forgrenet, og det bærer flere par af modsatte, elliptiske blade. Bladene er helrandede med græsgrøn overside og noget lysere underside.
Blomstringen sker i juni til oktober, men kraftigst i august-september. Blomsterne er samlet i endestillede, halvkugleformede hoveder, og de er blå, hvide eller blegrøde. Hver blomst har sit eget violette støtteblad. Frugterne er vingede nødder, som spredes med vinden.

Plantens rod består af en kort, lodret eller lidt skrå rodstok. Fra den udgår de trævlede rødder og bladrosetten. Trods vækst i toppen af stokken bliver vækstpunktet i jordskorpen, da rødderne trækker sig sammen, og derved trækkes stokken nedad.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,60 x 0,50 m (60 x 5 cm/år), heri medregnet de blomsterbærende skud!.

Ca. 25 frø

Læge Alant - Inula helenium

Kendetegn: Læge-Alant er en kraftig urt, som bliver indtil 2 meter høj. Stænglen er ugrenet forneden men i reglen noget grenet foroven - og dunhåret.
Alle blade er lancetformede, med tandet kant, ustilkede og stængelomfattende med hjerteformet grund. De nedre blade er ofte mere end 1/2 meter lange og aftager i størrelse opad stænglen. Bladene er gråfiltede på undersiden.

Blomsterkurvene er 5-10 cm brede, både de rørformede skivekroner og de tungeformede randkroner er gule. De ydre Kurvblade er hårede og oftest udadbøjede. Frugten er 3-5 mm lang og glat og med hårformet fnok.

Kurvbunden er uden avner.

Planten er uden aromatisk lugt.

Forveksling: Læge-Alant er en ret karakteristisk plante, men forveksles - især på afstand - især med Tusindstråle, som har en ret lignende fremtræden. Tusindstråle har bredt ægformede stængelblade, hvor i alt fald de nedre er tydeligt stilkede; de er ikke filtede, men grønne og korthårede på undersiden; kurvbunden har avner. Tusindstråle kan altid kendes fra Læge-Alant på en kraftig aromatisk lugt ved knusning/gnidning af plantedele, hvor Læge-Alant er nærmest lugtløs.

De øvrige danske arter i slægten Alant er mindre planter med tydeligt mindre kurve, og de ligner slet ikke Læge-Alant., Tusindstråle, Pile-Alant, Soløje-Alant

Biologi: Flerårig urt med krybende jordstængel. Blomsterne bestøves af insekter, og frugterne spredes med dyr eller med vindslyngspredning. - Selvom frugten bærer fnok, så er den temmelig tung og spredes sandsynligvis kun over korte afstande med vinden. Frøspredning finder nok kun sted i begrænset omfang i Danmark.

Planten er nærmest at betragte som kulturlevn, men er i moderat grad bestanddannende, hvor de økologiske forhold er gunstige for den.

Levested: Herregårdsparker, landsbyer, gamle gårdhaver og gårdtomter, ruiner, vejskråninger. Den dyrkes muligvis stadig i begrænset omfang og kan evt. spredes herfra til nabolaget.

Udbredelse: Planten er sjælden i Danmark, og ser ud til at være vigende i sin udbredelse. Den er hyppigst på Sjælland og i Østjylland. Minimum 300 frø

Læge-Oksetunge Anchusa officinalis

er en 30-60 cm høj urt, der vokser ved veje, grusgrave og sandede marker.

Læge-Oksetunge er en toårig plante, som har en stiv, opret vækstform. Hele planten er dækket af stive hår. Det første leveår danner planten en helt flad roset af blade, og først næste forår skyder stænglen til vejrs. Stænglen er forgrenet i toppen og rund i tværsnit. Den bærer de spredtstillede, ustilkede, linjeformede og helrandede blade. Bladenes overside er grågrøn, mens undersiderne er noget lysere.
Blomstringen sker i juni-juli, hvor man bemærker de blåviolette, regelmæssige blomster siddende i endestillede svikler. Frugterne er kantede delfrugter.

Rodnettet består af en kraftig pælerod, som bærer tilsvarende kraftige siderødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,50 x 0,30 m (50 x 30 cm/år). Disse mål kan fx bruges til beregning af planteafstande, når arten anvendes som kulturplante. Det første år er planten dog kun en flad bladroset.

minimum 20 frø

Hvidplettet Lungeurt - Pulmonaria officinalis

er en 10-30 cm høj urt, der i Danmark vokser almindeligt på muldbund i skove.

Hvidplettet Lungeurt danner en roset af grundstillede, æg- til hjerteformede blade. Både disse og de spredtstillede, elliptiske stængelblade er ensfarvet grønne (eller undertiden svagt plettede) og blødhårede blade og med hel rand.

Blomstringen sker i april-maj. Blomsterne er samlet i endestillede stande med nogle få, tragtformede, først rødlige og senere blåviolette kroner. Delfrugterne har olierigt vedhæng.
Rodnettet består af krybende jordstængler, som bærer tykke trævlerødder.
Ca .20 frø

Rejnfan - Tanaceum vulgare

aka Guldknap er en 50-100 cm høj urt, der vokser langs veje og på skrænter og strandvolde. Alle overjordiske dele af planten lugter stærkt krydret.

Rejnfan er en flerårig, urteagtig plante med en opret, busket vækst. Stænglerne er furede og hårløse. Bladene er spredtstillede, hele og enkelt eller dobbelt fjersnitdelte med grovtakket rand. Oversiden er græsgrøn og blank , mens undersiden er en smule lysere.

Blomstringen foregår i juli-september, hvor man finder blomsterne samlet i knapformede kurve, der igen danner løse, endestillede halvskærme. De enkelte blomster (både skive- og randkronerne) er gule. I ultraviolet lys er blomsterne blårøde<1>. Frugterne er nødder.

Rodsystemet består af en krybende jordstængel og trævlede rødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 1,00 x 0,50 m (100 x 10 cm/år).

Rejnfan er naturligt udbredt i Lilleasien, Kaukasus, Central- og Østasien samt i det meste af Europa, herunder også i Danmark, hvor den er almindelig. Arten er knyttet til lysåbne, let fugtige og forholdsvis næringsrige voksesteder. Derfor træffes den langs veje og skovbryn, på affaldspladser, skrænter og brandtomter, langs søer og vandløb og på opgivne marker (f.eks. marker, der står brak), men den vokser også ved stranden. minimum 1000 frø

Brudurt - Herniaria glabra

Højde 10 cm. Tæppedannende urt med uanselige blomster.
Dyrkning: Tør jord.
Medicinsk: Brugt mod brok, og som vanddrivende middel ved blære- og nyre-bækkenbetændelse.
2-flerårig. minimum 1000 frø

Volverlej - Arnica montana

er en 30-60 cm høj urt, der er vildtvoksende – omend efterhånden sjælden – i Danmark. Den bruges som lægeplante, især ved fremstilling af "arnicatinktur".

Volverlej eller Guldblomme, som den også kaldes, er en flerårig, urteagtig plante med en grundstillet roset af blade. Bladene er smalt ægformede og helrandede med talrige, ret stive hår på begge sider. På de blomsterbærende stængler findes nogle få, mere eller mindre klart modsatte blade, som er lancetformede.
Blomsterstænglerne er stift behårede og fuldstændigt oprette. De bærer én stor, endestillet kurv og op til to andre, men noget mindre, sidestillede kurve. Blomstringen sker i juni-juli, og blomsterne er samlet i kurve, hvor randkronerne er meget lange, mens skivekronerne er ganske korte. De er alle gul-orange i farven. Frøene er forsynet med en håragtig fnok.
Rodnettet består af vandrette jordstængler, som bærer de grove, trævlede rødder.
Volverlej når en størrelse på 0,60 x 0,25 m (60 x 25 cm/år), heri ikke medregnet planter, der dannes ved skud fra den krybende jordstængel.

Planten er udbredt over det meste af Nordeuropa i bjerge og på andre lysåbne biotoper, hvor bunden er fugtig. I Danmark findes den i lyse skove, på enge og på ikke alt for sure heder, men planten er blevet sjælden, og den er i stadig tilbagegang.

Udtræk af planten ("Arnikatinktur") bruges i naturmedicinen mod hudafskrabninger, småskrammer og rifter.

Planten indeholder flere stoffer, som har en indvirkning på kroppen, bl.a. arnicin, fytosteroler, sesquiterpen-laktoser, flavonoider, karotenoider og en æterisk olie. Udtræk af Volverlej kan dog være allergifremkaldende, især på grund af sesquiterpenlaktosen helenalin og derivater af den. minimum 50 frø

Almindelig Brunelle - Prunella vulgaris

er en 5-25 cm høj urt, der i Danmark vokser f.eks på enge og i vejkanter.

Alm. Brunelle er en flerårig urt med en krybende til opstigende vækst. Stænglerne er firkantede og tæt hårede. Bladene er modsatte og ægformede med hel eller svagt takket rand. Over- og undersiderne er græsgrønne med en svag hårbeklædning.

Blomstringen sker juni-september, hvor blomsterne ses sidde samlet i endestillede, kompakte stande, der består af flere lag af kransstillede blomster. De enkelte blomster er blåviolette og uregelmæssige med en stor overlæbe. Frugterne er kapsler med få frø.

Rodnettet består af de krybende jordstængler, som bærer lange, kraftige trævlerødder. Stængler i vedvarende jordkontakt slår rod fra bladhjørnerne.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,20 x 0,20 m (20 x 20 cm/år), heri dog ikke medregnet rodskud eller rodslående stængler. minimum 200 frø

Almindelig Røllike - Achillea millefolium

er en 15-50 cm høj urt, der vokser almindeligt i Danmark på lysåben bund. Det videnskabelige navn millefolium betyder 'tusindbladet' og hentyder til de karakteristiske blade, der er flere gange fjersnitdelte. Alm. røllike er en gammel lægeplante, der f.eks. indeholder æterisk olie .

Alm. Røllike er en flerårig urt med en stiv, opret vækstform. Stænglen er sej og lidt håret. Bladene er lancetformede og 2-3 gange fjersnitdelte.
Blomstringen sker juli – september. Blomsterne sidder i en tæt halvskærm, hvor småkurvene er 3-4 mm brede med 4-5 hvide eller sjældnere: lyserøde randblomster. Planten producerer mængder af spiredygtige frø hvert år.

Rodenettet består af krybende jordstængler og talrige trævlerødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,30 × 0,50 m (30 × 15 cm/år).

Planten findes på tør eller fugtig næringsrig sand- eller humusbund, dvs. næsten overalt: på enge, græsplæner, vejkanter, overdrev, strandenge osv.
I Danmark er Alm. Røllike meget almindelig i hele landet.

Alm. røllike er en gammel lægeplante, der indeholder mange aktive stoffer f.eks. æterisk olie bestående af bl.a. kamfer, cineol og chamazulen. Herudover indeholder planten achillein, garvestoffer, isovaleriansyre, salicylsyre, asparagin, flavonoider og harpiks.
Stofferne virker sveddrivende, blodtryksænkende, betændelseshæmmende, febernedsættende, og stimulerende på fordøjelsen. Herudover er Alm. røllike beroligende og vanddrivende.
Røllike er på grund af de nævnte virkninger blevet brugt ved febertilstande og infektion, f.eks. ved forkølelse og influenza.
Planten er ikke giftig, men ved indtagelse af meget store doser giver den hovedpine og svimmelhed. Nogle mennesker reagerer allergisk overfor røllike, og gravide skal undgå at indtage planten. minimum 1000 frø

Almindelig Gyldenris - Solidago virgaurea

er en 25-80 cm høj urt med løse stande af gule blomster. Den er knyttet til tørre, letskyggede og steppeagtige voksesteder. Planten indeholder stoffer, der gør den stærkt vanddrivende.

Alm. Gyldenris er en flerårig urt med en stiv, opret vækst. Stænglerne er stive, næsten træagtige, runde i tværsnit og mere eller mindre behårede. Bladene sidder spredt, og de er lancetformede med fint savtakket rand. Over- og undersiderne er omtrent ensfarvede og lyst grågrønne.

Blomstringen sker i juli-oktober. Blomsterne sidder samlet i en løs stand, der udgår fra enden af skuddet og de nærmeste bladhjørner. De enkelte blomster er gule kurveblomster (ca. 13 mm i diameter) med få, smalle randkroner og en lille opret tot af skivekroner. Frugterne er nødder med en hårformet fnok.
Rodnettet består af den kraftige, næsten vandrette jordstængel, der bærer trævlede rødder og hele den overjordiske del.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,75 x 0,25 m (75 x 25 cm/år), heri ikke medregenet skud fra jordstænglens udløbere.

Arten er udbredt i Asien, Kaukasus, Lilleasien, Nordafrika og det meste af Europa, herunder Danmark. Den foretrækker lysåbne eller letskyggede voksesteder, og er tilsyneladende knyttet til tørre, steppeagtige vilkår, men klarer sig de fleste steder.
I Danmark er den temmelig almindelig på skrænter, i egekrat og skovkanter. Den er dog sjælden på de sydlige øer.

ca. 100 frø

Gotu Kola - Centella asiatica

Almindelig overalt i Indien, foretrækker fugtig jord. Kryber langs jorden og sætter rødder ved hver ledknude. Små blade, 2‑4 cm i diameter, runde eller nyreformede med takkede kanter. Små lyserøde blomster, 3‑4 i en klase. Små byg-lignende frugter.

minimum 10 frø

https://www.scielo.br/scielo.php?script=sci_arttext&pid=S1677-04202010000200008

Galnebær - Atropa bella-donna er en 50-150 cm høj, meget giftig urt, der vokser i Danmark i strandkrat, grusgrave og nær bebyggelse.

Galnebær er en flerårig, urteagtig plante med en buskagtigt forgrenet vækst. Stænglen er håret og rødfarvet på lyssiden. Bladene er spredtstillede, ægformede til elliptiske og helrandede med nedløbende stilk. Oversiden er glat og græsgrøn med lyse bladribber, mens undersiden er en smule lysere og håret langs ribberne.

Blomstringen foregår i juli-september, hvor man kan finde blomsterne siddende enkeltvis eller få sammen i bladhjørnerne. Blomsterne er regelmæssige og 5-tallige, nikkende og krukkeformede med brun-violette, smmanvoksede kronblade. Frugterne er runde, sorte og glinsende bær mellem 1½ og 2 cm i diameter.
Planten har en kraftig rodstok, og et udbredt og dybtgående rodsystem.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 1,00 x 1,00 m (100 x 100 cm/år). Disse mål kan fx bruges til beregning af planteafstande, når arten anvendes som kulturplante.

Galnebær er naturligt udbredt i Nordafrika, Mellemøsten, Kaukasus og det meste af Europa. Den er knyttet til solåbne eller halvskyggede lysninger i løv- eller nåleskove med kalkholdig, fugtig jord. Den er naturligt hjemmehørende i Danmark, men meget sjælden.

Galnebær er en af de få virkeligt dødeligt giftige planter i Danmark. Nogen få mener bærrene i gamle dage var en ingrediens i vikingernes bersærker-drik, og måske kommer plantens navn – "galnebær" derfra. Specielt bærrene er giftige, men de kan se appetitlige ud for børn. Ved indtagelse er symptomerne: rødmen i ansigtet, tørre slimhinder, forhøjet puls, "høj", hallucinationer, krampe og åndedrætslammelse.
Slægtsnavnet Atropa, er dannet ud fra navnet på den græske skæbnegudinde, der klipper livstråden over, og det har siden givet navn til det vigtigste af plantens giftsstoffer – Atropin. I frugterne findes desuden alkaloiderne Scopolamin, Apoatropin, Belladonnin og Scopoletin.

I det gamle Rom brugte kvinderne udtræk af planten som skønhedsmiddel, da giften udvider pupillen i øjet. Denne anvendelse gav planten dens latinske navn – "bella-donna", som på dansk betyder smuk dame eller dame med store øjne. Udtræk af galnebærplantens rødder har helt op i 1900-tallet været brugt som middel mod ondartet hoste for eksempel kighoste. Udtræk af planten bruges stadig i medicinalindustrien.
Galnebær blev dyrket i de danske klosterhaver og beskrives i de gamle lægebøger således:
"Den som fornemmer at hans lever brænder hed, han skal tage natskade og støde den i smådele og blande dem med bomolje (olivenolie) og gøre plaster deraf og lægge det mod leveren.
"Blandt mange andre urter er næppe en som stiller pine og læsker hede mere end natskade gør. Minimum 20 frø