Svaleurt - Chelidonium majus - Rostopasca

Svaleurt. På latin hedder planten Chelidonium majus. Slægtsnavnet ’Chelidonium’ kommer af det græske ord ”khelidon” som betyder svale. Til navnet hører en antik skrøne, fra den græske filosof Aristoteles. Han fortalte, at svaler hentede saft fra planten, for at kurere øjenbetændelse på deres unger. Sikkert og vidst er det, at svaleurt har været brugt som medicinsk plante i fordums tid… Men nok mest af mennesker.

Munkene i middelalderen brugte netop svaleurt til at kurere øjensygdomme med, men også vorter. Derfor blev svaleurt indført til Danmark af munkene, til deres klosterhaver rundt om i landet. Fra munkenes haver, har den spredt sig ud i den danske natur, hvorfor den i dag er en almindelig plante, specielt omkring byer, ved huse, i parker og i kanten af skoven.
Den vokser ofte godt, hvor der har været rodet i jorden. Og meget karakteristisk vokser der en del vilde svaleurter, netop omkring gamle klostre eller steder hvor munkene har holdt til.

Selvom den engang blev brugt som medicinsk plante, er det vigtigt at understrege, at planten er giftig. Derfor skal man bestemt ikke komme den i øjnene! Den er beskrevet på giftlinjens hjemmeside af Bispebjerg Hospital. De vurderer dog, at det er usandsynligt at nogle mennesker skulle komme til at spise den, fordi den smager aldeles forfærdeligt.

Svaleurt er meget nem at genkende, for vi har ikke andre planter der ligner den, i den danske natur. Dens lille blomst er gul, og selve planten er mellem 25 – 80 cm høj. Det mest bemærkelsesværdige ved svaleurt er at når man knækker stænglen, siver det ud med orange mælkesaft. Svaleurt er den eneste plante i Danmark der har orange mælkesaft.
Dens frø er en lækkerbisken for myrer, fordi de indeholder et lille olielegeme. Så ligesom anemoner og lærkesporer, bliver svaleurts frø spredt af myrer.