Levende Sten - Lithops - Mix

Levende Sten - Lithops - Mix

Det botaniske navn Lithops stammer fra græsk lithos = sten og ops = lig­nende; det stenlignende udseende har ligeledes givet anledning til planternes danske kaldenavn.
Levende sten er hjemmehørende i Sydafrika. Det er små planter, ikke mere end 2-5 cm høje, der uden for blomstringsperioden ligner sten så me­get, at man næppe lægger mærke til dem.
Planterne er meget specielle, idet de kun har et bladpar og mangler tydelig stængel. De to blade er helt sammen­voksede på nær en revne i den flade top, hvorfra blomsten udvikles og det for øjet usynlige vækstpunkt befinder sig. Blomsterne er i forhold til plantens størrelse store, ofte hvide eller gule. Efter afblomstringen skrumper det gamle bladpar ind, og der udvikles et nyt; det indtørrede bladpar bliver sid­dende som et beskyttende lag om de nye blade, indtil den nye vækstperiode begynder. Ældre planter laver to blad­par samtidig, så at planten på denne måde forgrenes. Blomsten er kun åben midt på dagen, når det er tilstrækkelig varmt og der er tilstrækkelig sol. I den flade top, der er forsynet med pletter og fine linjer, sidder »vinduer«, hvori­gennem sollyset trænger ind i planten. De mange arter levende sten adskiller sig først og fremmest fra hinanden ved de netformede tegninger og »vinduer­ne«.

Når levende sten bliver ældre, deler de sig, så de får flere end det oprindelige ene bladpar

Pleje: Levende sten har ikke behov for ret meget vand. Kun i sommerperio­den skal der tilføres vand og da kun sparsomt. Fra september vandes over­hovedet ikke, idet planterne fra det tidspunkt er i stand til at leve af det vand, der findes i bladene. Vandingen genoptages, når de gamle blade er helt bortvisnede og de nye bryder frem af den beskyttende hinde, som de gamle blade har dannet. Der vandes på en solrig dag; vanding i koldt, fugtigt vejr fører let til, at rodhalsen rådner; for at undgå dette kan man dække jorden med et lag grus. Der må ikke komme vand på selve planten; skarp sol på vanddråber, der er spildt på planten, kan medføre forbrændinger. Jorden skal helst være så lidt vandholdende som muligt; jordblandingen kan bestå af 75% grus og 25% let havejord. Potterne skal helst være flade. Der må ikke være stort næringsindhold i jor­den, fordi planternes vækst så bliver for kraftig og de mister deres typiske vækstform og farve.

Om sommeren kræver levende sten en varm, solrig plads, gerne tæt ved en rude; om vinteren skal placeringen være lys og kølig.

Frøformering er den mest anvendte metode. Frøet er meget fint og dækkes med et tyndt lag sand. Det er bedst at så i maj i små potter, der dækkes med glas og papir for at holde sluttet luft og dermed høj luftfugtighed i spiringsperioden. Papiret sikrer, at lyset holdes delvis borte i spiringspe­rioden; den bedste spiringstemperatur er 25°C. Når spiringen er afsluttet, fjernes papiret, og glaspladen fjernes af og til for at give luft; efter nogle uger kan glaspladen fjernes helt. De små frøplanter prikles, når de er ½ cm lange, med en afstand på 1 cm. Så længe planterne er små, må jorden ikke tørre helt ud, idet rødderne så tørrer ind og væksten går i stå. For at holde planternes overjordiske dele tør­re dækkes jorden med et fint lag grus. Det er uhyre vanskeligt at formere levende sten ved hjælp af stiklinger.

Minimum 10 frø