Olieplante / Kristpalme - Ricinius communis gibsonii

Ricinus betyder en slags tæge eller lus; planten har fået navnet, fordi frøene minder om disse dyr. Olieplanten stammer fra tropisk Afrika, hvor planten er en kraftig busk.

Middelhavslandene, hvor den findes forvildet flere steder, udvikles den til en mandshøj busk, og her i landet, hvor den dyrkes som enårig udplant­ningsplante, bliver den 1-3 m høj. Væksten er kraftig, bladene store, stjernenervede, dybt indskårne og rød­ligt anløbne. Blomsterne er særkønne­de og samlet i store toppe; både han­og hunblomster har et uanseligt, grønt bloster. øverst i blomsterstanden sid­der hanblomsterne, der før udspring er kugleformede og som udsprungne har overordentlig mange grenede, gule støvdragere. Hunblomsterne har tre todelte, røde grifler og ar samt en blødpigget frugtknude. Frugten har tre billelignende frø, hvis skal er brunt marmoreret med et hvidligt vedhæng i den ene ende. Frøene er olieholdige og indeholder giftstoffet ricin, som er gif­tigere end cyankalium; de spredes af myrer, der æder vedhænget.

Olieplanten dyrkes i troperne for de olieholdige frøs skyld.

Af de afskallede frø udvindes ricinus­olie, også kaldt amerikansk olie, et navn, der oprindelig betegnede olien fra frø af en nærstående slægt fra tropisk Amerika. Ricinusolie er først og fremmest kendt som et virksomt afføringsmiddel, men anvendes også til andre formål, f.eks. som smøreolie.

Pleje: Planten formeres ved frø, der spirer hurtigt. Det sås i varmhus i april-maj, småplanterne omplantes, og temperaturen sænkes gradvis, indtil udplantningen finder sted i begyndel­sen af juni. Jorden bør være dybmuldet og næringsrig, og der vandes og gødes efter behov i løbet af sæsonen.

Anvendelse: Olieplanten dyrkes her i landet som bladplante.

R.c. gibsonii er meget rødlig i bladene i forhold til den almindelige Olieplante
minimum 10 frø