Summertime på farmen!

Så er det vist på tide med en update – beklager det ikke er sket så ofte – men forår = travlhed her på farmen!!

Det hele vokser jo helt fantastisk nu hvor der er kommet sol og varme – vi har i år fået mere plads – hele 600 lækre m2 drivhus, det har så også betydet at det der begrænsnings gen er gået fløjten og vi er gået amok – ikke kun med chili, men også med en masse andre skønne planter! Kom f.eks ud og se vores lækre middelhavsplanter eller smukke kæmpe Gerbera 🙂

De fleste af vores egne 5000+ chiliplanter er kommet på plads, alle drivhuse er trimmede, så nu begynder det at give en lille bitte smule tid til overs til andre projekter og påfund.. hvilket ikke altid er så “godt”… Fru Frø mener ihvertfald at jeg til tider går lidt for meget på indkøb … men det er jo kun for at der kan være lækre ting på hylderne 🙂

Vores delikatesseafdeling har efterhånden grebet lidt om sig – den har udviklet sig til et rent slaraffenland af lækre krydderier, saucer, ketchup og meget meget mere… Vi kan i flæng nævne lækkerier fra Stokes, Spicebar, Old Texas, CaJohns, The Original Australian, Cape Herb & Spice, La Cucina, Black BBQ, Ankerkraut og mange flere… både uden og med chili.. ydermere så har vi også fået forhandling af de top-lækre PRIMO Grill & Smokers…samt diverse lækkert tilbehør  – I know – vores lille gesjæft burde nok efterhånden omdøbes til Bjarne’s bindegale butik – eller the Funny Farm haha… men vi elsker det!

Hvis man er nysgerrig på hvad disse PRIMO grill’s er, så har vi 4 af dem stående herude som man meget gerne må komme og kigge på og røre ved (og nåh ja – har man selv kød med – så prøve af 🙂 – vi advarer bare lige – har man først prøvet en Primo, så kan alle andre grill’s næsten være lige meget 😀

Jeg har lavet en ny Facebookside for ikke at plastre frø og plante siderne til med mad og lækkerier – har man lyst til at følge mine fjollerier så kig med her

 

Lige til sidst har vi en VIGTIG info!!

Chilifestival 2017 er flyttet til den 2. september og ikke som normalt den 2. lørdag i september. Vi er kede af denne ændring men valget stod mellem dette eller en aflysning… Hold øje med www.chilifestival.dk her vil vi opdatere løbende med hvad der kommer til at ske 🙂

Vi holder åbent på farmen i Kristi Himmelfartsferien – alle dage fra 11.00 – 16.00 og alle weekender i Juni også 11.00 – 16.00 så kom endelig ud og se hvad vi går og roder med!

Det var alt fra os i denne omgang!
Hav en dejlig sommer

Mange hilsner fra

Fru Frø, Lærlingen og Ham selv!

 

Det kribler i fingrene….

Man kan så småt begynde at mærke at lyset vender tilbage – og hvor er det skønt, dog er temperaturerne ikke særligt høje endnu, og det kan godt give en del udfordringer pladsmæssigt.

Her på farmen har vi nu fået sået alle vores chili og peber og de spirer og gror som om de blev betalt for det og det kribler seriøst for at så, prikle, potte og plante alt muligt… heldigvis kan man fra nu af begynde at forspire en masse forskellige ting inden døre og i den forbindelse vil jeg rigtig gerne lige slå et slag for vores frø serie fra Agrosel. 3-400 forskellige grøntsager, krydderurter, blomster mv findes der og flere kommer snart til!
Frøene er af en helt fantastisk kvalitet og der er vanvittig mange frø i pakkerne – f.eks skulle jeg selv lige så nogle chiquita pottetomater – der var over 500 frø i pakken til ca en 20’er 🙂

 

Efter en blæsende vinter kan vi konstatere at STRONG tunnellerne lever op til deres navn, så nu er det snart tid til at plante i dem – vi har lige tyvstartet. Sidste år røg tomatplanterne derud den 1. marts – nu er kinakålen sat ud – det bliver spændende om de også kan klare at starte tidligt. På dage med sol kommer temperaturen snildt op på 25-26 grader, så det gælder om at huske at lufte ud 🙂

En af de lidt sjovere ting i år er at de sidste par gange jeg har forsøgt at spire papaya har de drillet mig, enten ved ikke at spire ret godt, eller også at dø i forsøget – så – i år blev der fyldt en hel bakke – 104 stk – i håbet om at der ville være bare nogen af dem der klarede den…. BUM det gjorde de så – over 80 af dem faktisk 🙂

Plads er altid en mangel synes jeg, så vi udvider lige en smule igen i år. 600 m2 væksthus – det bliver simpelthen så lækkert – planen er selvfølgelig chili, men vi har en plan om at dyrke i etager så huset vil blive udnyttet til sidste m2 så vi går pt. og summer lidt over om vi skulle lave nogle jordbær også… 🙂

HUSK også at krydse den 29. april af i kalenderen!! Der holder vi vores årlige forårsplantebyttehyggehavedag hvor alle er velkomne til at kigge ud. Vi vil naturligvis have planter til salg, men man er meget velkommen til at tage overskudsplanter med selv, som man enten kan sælge eller bytte med andre – vi vil dog gerne at man ikke sælger peber og chili denne dag 🙂 Hvis man har lyst er man også velkommen til at sætte en lille stand op – både private men også som firma – det koster ingenting, men man skal bare lige kontakte mig inden (vi forbeholder os retten til at afvise stande som enten er direkte konkurrenter eller har ikke relevant indhold 🙂

Vi laver igen i år vores smukke Terrasse Gerbera og de lige så smukke Garvinea – små planterne er netop ankommet fra Holland, og de er vanvittig flotte i år!

Vores hjemmeside har lige gennemgået en meget stort forårsrengøring/opdatering – GLS forsendelse er kommer rigtig godt i gang og i bruger ønskelisten flittigt – det er dejligt 🙂 – det har været en ordentlig omgang, men vi håber at alt nu skulle køre perfekt igen – såfremt i oplever fejl eller uhensigtsmæssigheder, så vil vi rigtig gerne høre fra jer!!

Det var vist bare lige det jeg havde på hjertet i dag – hav en skøn dag derude!

Mange pre-forårshilsner fra os i Team B 🙂

PS: Til jer der har spurgt til COMFORT vækst lamperne har jeg lige fået at vide at de desværre er en uge forsinket, men skulle lande her den 2. Marts ca.

0
    0
    Kurv
    Din kurv er tomShop videre