For 7. gang går vi i luften med vores chilifestival – årets varmeste dag – planlægningen har været i gang længe!
Som altid foregår det den 2. lørdag i September – i år er det den 10.
Vi er nu så langt at vi har åbnet for billetsalget – skal du med – så kan du købe dine billetter her: (indgangsbilletter kan også købes ved indgangen)
Hvis du aldrig har været med, og undrer dig over hvad en chilifestival er så kan jeg da fortælle at det er en dag med chilien i centrum. Der er forskellige foredrag hvor du kan blive klogere på dyrkning, anvendelse, opbevaring og meget mere.
Der er underholdning og så er der forskellige konkurrencer – f.eks Årets chilihead – den ultimative manddomsprøve i chilispisning.
Vi har besøg af en masse forskellige udstillere som kommer med en masse forskellige lækre produkter – og der er selvfølgelig masser af smagsprøver.
Der sidder nok mange der siger at chili bestemt ikke er noget for dem – måske – men chili er jo bare så meget mere end blot en brændende grøntsag – så pak familien sammen og tag på udflugt til Rimmerhus i det midtjyske.
Læs meget mere om festivalen på vores website hvor der løbende opdateres med nyheder – tilmeldinger til konkurrencer osv.
Kommer du langvejs fra, har du generelle spørgsmål eller andet så er vi også på facebook
Er du en af dem som slet ikke kan få nok, så er vores afterparty måske noget for dig?
Vi har igen i år fået Chili John og hans team til at komme og lave en lækker buffet til os – menuen kommer senere på hjemmesiden, men vi kan allerede nu love at det ikke bliver som det plejer 🙂
(Vigtigt: af hensyn til at vi ikke vil gå på kompromis med hygge og atmosfære, er der til afterparty kun et begrænset antal billetter)
Mæt på dagens og aftenens oplevelser har man jo næsten ikke lyst til at skulle køre hjem så derfor er der også i år GRATIS camping inkluderet i aften billetten – medbring blot telt, campingvogn, bivuak eller andet. Campingområdet er som altid åben fra Fredag eftermiddag.
Sidder du med et genialt produkt og vil du gerne være udstiller på festivalen – så kan det også lade sig gøre. Kravet er blot at det i en eller anden form skal være relateret til chili. Hvis du vil være udstiller kan du tilmelde dig her: Jeg vil gerne være udstiller
Vi arrangerer dagen fordi vi kan lide det og synes det er sjovt, men det er jo ikke gratis, så hvis du vil bakke op om festivalen på en eller anden måde er vi MEGET glade for alle former for sponsorater 🙂
Vi håber vi ses 🙂
Vivi & Bjarne