Hjem > Fra alle os til alle jer……

Fra alle os til alle jer......

10. Jan 2019

GODT NYTÅR!!

Det er vist ikke for tidligt at få sagt, men den første uge af 2019 har været lettere kaotisk her på farmen... det årlige mareridt - regnskabet - er nu afleveret til revisoren - så er det ude af verden, og vi kan komme igang (videre) med det der virkelig betyder noget : gartneriet, webshoppen og at servicere alle jer dejlige mennesker :)

2018 var et begivenhedsrigt år med både udfordringer og glæder... sent koldt forår og en kanon (varm og tør) sommer gav visse udfordringer - bl.a løb vores boring tør for vand, men også kæmpe glæder i form af masser af friske lækre frugter og grøntsager - bl.a havde vi vandmeloner og passionsfrugter i overflod.

De eksotiske og lidt mere specielle frugter vil få mere opmærksomhed hos os i 2019 - og allerede nu har vi modne papaya frugter i drivhuset :)

Vi har som regel altid gang i nye (ofte lettere tossede) ideer og planer:

Når man fulgte diverse havegrupper mm var der rigtig mange opslag hvor folk var "giftig plante" forskrækket... ofte over almindeligt forekommende planter - selv Ekstra bladet hoppede med på vognen under overskriften: 'Advarer mod dødsensfarlige planter i Danmark' og 'Livsfarlig plante spreder sig i Danmark' - uha ja - lad os skræmme en masse mennesker! - der er blot tale om den helt almindeligt forekommende Pigæble (Datura sp).. ja den er giftig, men det er der rigtig mange planter der er... ingen panikker f.eks over den smukke Stormhat som stort set findes i alle staudebede - den er noget af det giftigste man kan komme i nærheden af.... Nå, men i den forbindelse har jeg startet en samling af udelukkende giftige planter - ideen er at lave en "have" kun med giftige planter, hvoraf de fleste er helt almindeligt forekommende herhjemme. (Jeg blev for alvor også inspireret da jeg så klippet her). LAD FORNUFTEN SEJRE :)

Vi havde i sidste uge fint besøg - DR Vejret var her og lavede et klip til Vores Vejr på DR. Det var ret sjovt for en gangs skyld at få lov til at tale om andet end chili - de havde fokus på alle vores mere eller mindre tropiske planter og underligheder - se klippet her (30 sek og 5:50 inde i udsendelsen). I "Hobbydrivhuset" har jeg en masse spændende, især min samling af Passiflora (Passionsblomster) fylder mere og mere (det skal i nok komme til at høre meget mere om senere i år :). Hvis man har lyst til at se "samlingen" ved selvsyn tager vi gerne imod besøg herude. (Se vores til enhver tid gældende åbnings- og besøgstider her)

Ellers er der travlhed i det lille firma - Fru Frø knokler med at ekspedere bestillinger og ikke mindst med at få alle nye frø pakket og klar til at komme ud til plante folket. Vi kæmper til stadighed for at skaffe de bedste frø til jer. Der kommer lige straks en lækker nyhed - Vi har fået fat på en ny og luksuslækker frø-serie fra Italien. Frøene er af prima kvalitet, der er mange frø i pakkerne - i grunden meget lig de frø fra Franchi vi havde - det bedste er næsten prisen på dem - INGEN varianter i normal pakker kommer til at koste over 20 kr. (sidder der nogen forhandlere, plantecenter indkøbere, købmænd  eller andre interesserede derude, der kunne være interesseret i at høre mere om muligheden for at få dem i deres sortiment også, så kontakt mig endelig)

Året startede jo i øvrigt meget blæsende, og det gik desværre ud over drivhuse mm rundt i landet, MEN vores STRONG huse står stadig præcis hvor de blev sat :) Facebook havde perfekt timing - da det blæste allerværst mindede de mig om dette billede :)

Arbejdet kalder - så jeg vil slutte for nu - men hold øje med vores shop - er der noget du mangler - så skriv endelig :)

Mange vinterhilsner fra os

Fru Frø & Mester

 

 

 

0
    0
    Kurv
    Din kurv er tomShop videre